26. april 2019

Nyt dansk rummotionsudstyr testet hos NASA

Imerco og Inspiration samles i ét nyt, større og stærkere Imerco, som samtidig lancerer Imerco Home

Imerco’s køb af Inspiration er nu godkendt af konkurrencemyndighederne.

Imerco overtager de 25 største og bedst beliggende butikker fra Inspiration-kæden med en samlet årlig omsætning på 350 mio. kr.

Imerco cementerer dermed sin position som Danmarks største detailkæde inden for sit felt med 180 butikker landet over og en årlig omsætning på 1,5 mia. kr.

Imerco lancerer samtidig ”Imerco Home”, som omfatter 40-50 større og inspirerende butikker, der udover Imerco’s grundsortiment har særligt fokus på bolig og indretning.

Navnet Inspiration udfases.

Imerco ejes af Mikael Goldschmidt (88 pct.) og de isenkræmmere (12 pct.), som i 2007 solgte kæden til Mikael Goldschmidt. Niels Thorborgs 3C Retail A/S bliver ikke, som ellers tidligere annonceret, en del af ejerkredsen i Imerco.

 

Imerco-koncernen overtager Inspiration. Nu sammenlægges Imerco’s 155 butikker og 25 store Inspiration-butikker i ét større og stærkere Imerco, som fremover kommer til at bestå af de velkendte Imerco butikker, en række nye, store Imerco Home-butikker samt et fælles Imerco.dk.

 

”Jeg er meget glad for i dag at kunne meddele, at vi lægger de 25 bedste Inspiration-butikker ind i Imerco og gør Danmarks stærkeste butiks- og gavekæde inden for køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør endnu bedre for vores kunder. Vi ser et kæmpe potentiale i at satse meget mere inden for bolig- og indretningsudstyr. Med 180 Imerco-butikker kan vi for alvor realisere vores planer om at blive Danmarks bedste butikskæde inden for vores felt,” fortæller Frederik Brønnum, der er administrerende direktør i Imerco-koncernen.

 

Konkurrencemyndighedernes beslutning har næsten været et år undervejs. Ejer Mikael Goldschmidt udtaler i den forbindelse: ”At vente et år på en afgørelse har været problematisk, men vi er tilfredse med, at det nu er muligt for os at føre de planer ud i livet, som vi har lagt for overtagelsen af de 25 bedste af Inspirations butikker. I de ti år jeg har været hovedaktionær i Imerco, har målet været at skabe den stærkeste spiller inden for sit felt, og det må siges at være lykkedes til fulde, idet vi nu tilfører Imerco yderligere 350 mio. kr. i omsætning og dermed passerer 1,5 mia. kr. i årlig omsætning. Samtidig glæder vi os rigtig meget til at byde alle de dygtige Inspiration-medarbejdere varmt velkomne i vores store Imerco-familie.”

Bestyrelsesformand Niels Heering udtaler, ”Det har taget lang tid at få konkurrencemyndighedernes godkendelse af Imerco’s køb af Inspiration, men nu er vi på plads med et tilfredsstillende resultat.”

 

Ét stærkt Imerco-brand og et nyt butikskoncept

I forbindelse med overtagelsen af Inspirations 25 bedste butikker, har Imerco-koncernen valgt at samle alle aktiviteter under Imerco-navnet og udfaser i den forbindelse Inspiration-brandet. Som led i et krav fra konkurrencemyndigheder føres de resterende 20 Inspiration-butikker videre under et andet navn af den hidtidige ejer 3C Retail A/S.

 

”Overtagelsen giver os en fantastisk mulighed for at kvalitetsløfte hele vores koncept og skabe et nyt, større og stærkere Imerco, som vi glæder os meget til at vise vores kunder,” fortæller administrerende direktør Frederik Brønnum.

 

Imerco lancerer derfor i begyndelsen af 2018 butikskonceptet ”Imerco Home”, som bliver 40-50 større butikker, der – foruden Imerco’s nuværende og velkendte sortiment – vil have et særligt fokus på bolig og indretning.

 

”Vi ser et stort potentiale i at satse mere på bolig og indretning. I de nye Imerco Home-butikker vil kunderne møde en anderledes og mere spændende butiksoplevelse med nye varer og større fokus på bolig og inspirerende indretning,” fortæller administrerende direktør Frederik Brønnum. ”Her vil kunderne finde boligtilbehør som fx møbler, tekstiler og lamper, og når vi samtidig supplerer Imerco og Imerco Home’s brede sortiment med endnu flere produktvarianter, så tør jeg godt sige, at der venter kunderne et endnu stærkere Imerco.”

 

Imerco vokser fortsat

Tidligere i år har Imerco åbnet nye butikker i bl.a. Helsingør og Esbjerg. Foruden sine nu i alt 180 butikker, forventer Imerco at åbne endnu flere butikker i løbet af 2017/2018.

 

Om Imerco

Imerco er Danmarks største butikskæde inden for køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør. Med sine 180 butikker landet over og imerco.dk er Imerco i rivende udvikling. Imerco-kæden omsætter samlet for 1,5 mia. kr. årligt og er en del af M. Goldschmidt Holding-koncernen.

 

For yderligere information, kontakt:

  • Ejer og stifter Mikael Goldschmidt, M. Goldschmidt Holding A/S, tlf. 33 63 09 00
  • Bestyrelsesformand Niels Heering, Imerco, tlf. 40 17 75 31
  • Administrerende direktør Frederik Brønnum, Imerco, tlf. 51 99 22 22