26. april 2019

Nyt dansk rummotionsudstyr testet hos NASA

Imerco Holding A/S ændrer sammensætningen af bestyrelsen. Ny bestyrelsesformand for Imerco Holding A/S bliver ejer Mikael Goldschmidt. Herudover indtræder 4 nye bestyrelsesmedlemmer, heraf 2 fremtrædende kvinder fra dansk erhvervsliv; Sofie Lindahl-Jessen, CEO Saint-Tropez, tidl. Executive Vice President Sales and Brand Communication hos Fritz Hansen A/S og Majken Pape, CEO for Skousen A/S, tidl. CFO hos Søstrene Grene, samt Jens Høgsted, tidl. CEO for Sportmaster A/S og Mikael Goldschmidts datter, Anne-Sofie Goldschmidt, som repræsentant for næste generation af Goldschmidt familien i Imerco. Søren Bjørn Hansen, viceadministrerende direktør for M. Goldschmidt Holding A/S, og Lars Bjørnholt Bertelsen fortsætter i Imercos bestyrelse som hidtil.

Mikael Goldschmidt udtaler: ”Dansk detailhandel gennemgår netop nu store forandringer og står foran mange udfordringer drevet af den stigende digitalisering. Alle stærke handels -og kommunikationsplatforme og alle undersøgelser peger på at dén, der mestrer digitalisering – og samtidig har et landsdækkende butiksnet til rådighed – er dén med de bedste forudsætninger for at klare sig godt.”

”Vi er Danmarks største indenfor vores branche, og vi har sat os meget ambitiøse mål for i fremtiden at være på forkant med den digitale udvikling. Vi har derfor besluttet at gennemføre et generationsskifte i bestyrelsen, der sammen med ledelsen arbejder bedst, når ejeren er helt tæt på. Langt størstedelen af vore kunder er kvinder, og jeg er derfor meget glad for, at tre af vores nye medlemmer af bestyrelsen er kvinder, hvoraf to har en solid baggrund i detailhandlen,” fortsætter Mikael Goldschmidt.

”Fire måneders hedebølge i sommeren 2018 hvor folk var på stranden og ikke ude at handle har kostet på top -og bundlinje, og det bliver svært at indhente, så også derfor haster det nu gevaldigt med at udrulle vores ambitiøse planer, så vi kan se frem til et godt resultat for 2019,” slutter Mikael Goldschmidt.

 

For yderligere information:

Ejer Mikael Goldschmidt, M. Goldschmidt Holding A/S, tlf 33 63 09 00