Nyt dansk rummotionsudstyr testet hos NASA
M. Goldschmidt Holding A/S har besluttet ikke at opsætte den glimtende julebelysning i trækronerne på Grønningen i år.
Det er efterhånden en tradition, at trækronerne på spidsen af Grønningen i juletiden er udsmykket med flere tusinde glimtende pærer. Bag traditionen står M. Goldschmidt Holding A/S, som hvert år med nøje præcision opsætter flere hundrede lyskæder for at skabe lidt ekstra stemning i en ellers mørk og kold tid.
I år har M. Goldschmidt Holding A/S dog besluttet ikke at opsætte julebelysningen for at spare på energien og udvise forståelse for den situation, samfundet står i.
– Julebelysningen på Grønningen er vores hilsen til København i de mørke vintermåneder, og vi er meget kede af, at vi ikke kan skabe den samme varmende atmosfære i år. Men set i lyset af situationen, synes vi, at det er det eneste rigtige at gøre, siger ejer, stifter og bestyrelsesformand Mikael Goldschmidt, der håber, at traditionen kan vende tilbage næste år.
Lyskæderne består i forvejen af energivenlige LED-pærer, men M. Goldschmidt Holding A/S vil sende et klart signal om, at situationen bliver taget meget alvorligt. Udover at fravælge julebelysningen har M. Goldschmidt Holding A/S også planer om at vedtage en række andre initiativer i dagligdagen, som skal hjælpe med at skære ned på energiforbruget.